I går havde vi det første ordinære byrådsmøde i byrådet. Der var 20 punkter på dagsordenen, og her har jeg udvalgt tre vigtige som jeg gerne vil fremhæve 👇🏻
💰Genåbning af budget 2022
Økonomien i Slagelse Kommune er voldsomt udfordret. Og hvis vi ikke noget , så vil vi have tømt kassen inden 2025. Det lyder måske fjernt, men allerede i dag er det en udfordring.
I december måned var den disponible likviditet nemlig så lav, at kommunen ikke kunne betale sine regninger til tiden. Derfor var nødt til at sælge værdipapirer for 100 mio. kr.
Det går selvfølgelig ikke.
Derfor skal vi have rettet op på økonomien, og det tager vi nu første skridt til. Ved at genåbne budget 2022, og igangsætte en proces for budget 2023, så er det vores håb, at vi kan sætte ind hurtigt og få vendt udviklingen.
Det er på ingen måde en sjov opgave. Det bliver hårdt og alle skal bidrage. Derfor ønsker vi også en god proces, med tid til at alle bliver inddraget og hørt, både politisk og blandt medarbejderne, så vi kan finde de rigtige løsninger.
🏠 Bevarende lokalplan for Skælskør bymidte
I går vedtog vi også at sende en bevarende lokalplan for Skælskør bymidte i høring. Den har været længe undervejs, og der er lavet et enormt stort og flot stykke arbejde.
Jeg glæder mig meget til at læse de input der kommer ind, og til at vi kan få planen endeligt vedtaget. Det er nemlig en vigtig plan for Skælskør, som sikrer, at vi bevarer byens unikke identitet og kendetegn.
Skælskør er en utrolig smuk og velholdt købstad med sit helt eget præg og egen charme. Det skal naturligvis bevares. Det sikrer vi nu med den nye lokalplan.
🏊🏼 Udbygning og renovering af svømmehaller
Udbygningen af Slagelse Svømmehal med et 50-meter bassin, samt renoveringen af både Korsør og Slagelse Svømmehal har været længe undervejs.
Det er et stort og vigtigt projekt, som skal udføres rigtigt og følges ordentligt til dørs. Derfor nedsatte vi i går også en politisk følgegruppe, som skal følge arbejdet i samarbejde med brugergruppen og de mange interessenter.
Jeg glæder mig til at følge med i det arbejde, og håber meget på, at vi kan få projektet gennemført. Store anlæg som et nyt 50-meter bassin, er nemlig vigtige for at udvikle vores kommune.
Og netop derfor bliver den økonomiske diskussion af budget 2022 og 2023 så vigtig. Får vi ikke styr på den økonomiske drift, så er en ting nemlig helt sikkert: så får vi ikke råd til at investere i udvikling ved at lave anlæg, som f.eks. en udbygning og renovering af svømmehallerne.
Og min holdning er helt den samme som i valgkampen: Vi skal have styr på økonomien, så vi kan investere i ordentlig kernevelfærd og i at udvikle vores kommune 💪🏻
Og som en sidste ting jeg vil nævne, så er jeg nu også officielt bemyndiget til at varetage borgerlige vielser. Ønsker man det, så skal I være velkommne til at skrive til mig 💍